kommentar

KOMMENTAR - et udvalg af kommentarer om mine kunstværk.


Egil Hvid-Olsen
www.densmallebog.blogspot.com/2022/06/tomme-rum-strandskrald-og-covid-19.html

De tomme, livfulde rum

Tanken falder naturligt på Anette Harboe Flensburgs malerier af tomme og dog beåndede rum, når man står overfor Suzanne Stokholms to fotografier ”Interiør nr. 76” og ”UT” med deres lysindfald i forskellige farver. Alt er skarpt, og dog er der dele af rummene, der ligger i skygge. Spejlinger leger tagfat på væggene. Jo længere tid, man ser, desto mindre sikker bliver man på, at fotografierne afspejler virkeligheden.



Censorudtalelse v Billedkunstner Tanja Nellemann.
www.tanjanellemann.dk/

Det er i sprækkerne,at tingene sker.I det der først synes som et almindeligt interiør.Hvor tomme stuer åbner op for forskydninger i rummet på de fotos,  Suzanne Stokholm præsenterer på sit afgangsprojekt.  Iscenesættelsen er på spil i Suzannes gennemførte fotoserie af tomme rum. Manifesteret via lyssætning.  Tapeter,gulve og ud-og indgange til nye værelser ses i rummene.   Lys fra et bagvedliggende rum.  Ser vi det,vi ser ? Er det et rigtigt (dagligdags) rum? Er der nogen,der leger med mig?

Vi bliver oplyst om og forstyrret i vores egen forførelse, som Brecht ville gøre det med de tilsyneladende hjemlige, moderne og trygge men tomme rum. Den “lækkerness” der i første omgang også inviterer os ind i værket,forstyrrer os nu.

Oplevelsen af det polerede overblik holder ikke stik. Der er en indgang,der alligevel ikke kan være en indgang og i et forgivet bagvedliggende rum, vokser der noget udefinerbart i gulvet, selv om lyssætning forfører os til at tro fotoet.

I Freuds psykoanalyse er vi under (re)konstruktion hele tiden.Det ubevidste roder rundt i, og med os.  Det viser Suzanne os i fotoserien, der også rummer abstrakte æstetiske og maleriske kvaliteter.



Christian Salling 
www.kunsten.nu/artguide/profile/christian-salling/

Et gennemgående træk i værkerne er følelsen af Das Unheimliche – altså det u-hjemlige eller lidt dårligere oversat: Det uhyggelige. Das Unhemliche ligner på overfladen noget velkendt og trygt men viser sig ved nærmere eftersyn at være fremmedgørende og foruroligende.
Her synes jeg at det er utroligt interessant hvordan forskydningen ved at bruge miniaturer er med til at forstærke denne effekt på en meget subtil måde. (for at låne et andet udtryk kan man tale om en Verfremdung-effekt eller ”fremmedgørelse”). Vi tror først at billedet er noget trygt og velkendt, men på et underbevidst plan fornemmer vi alligevel et eller andet galt.



Peter Land  
www.keteleer.com/artists/land-peter/

I Suzanne Stokholms interiørfotografier bliver jeg opfordret og udfordret til at gøre mig overvejelser omkring virkelighed og illusion. Sandt og falsk. Er det jeg ser, faktisk også det jeg ser? Illusionen er næsten perfekt. Men så opdager jeg de spor der er lagt ud, og som undergraver det jeg troede jeg så. Størrelser og dimensioner bliver usikre. Jeg opdager at mit blik kan manipuleres, og må endnu engang opgive min barnetro på fotografiet som sandhedsvidne.